loader image

Så kan et stop på en “vild” madrute se ud

Midt i september ville en veninde og jeg gerne på svampetur. Vi er ikke særlig gode til at identificere svampe, og ville derfor gerne på en guidet tur. Efter søgning på mange forskellige hjemmesider fandt vi endelig . Stefanie Dibbern er dygtig naturguide, som holder til i Flensburg. Hun afholder dog mange ture på den danske side af grænsen – mest for tyske deltagere, men alle kan deltage.

Lørdag den 12. september var der en spændende svampetur i Kelstrup skov lige nord for Kruså.
Fokus var på rørhatte, og Kelstrup skov har meget varieret vækst, og dermed mange forskellige arter af rørhatte.

Vi var 12 deltagere, så det var en fin gruppe med mulighed for at holde afstand, høre Stefanies fortællinger om de forskellige svampe og se svampene, inden de blev plukket af de ivrige samlere.

Fokusset på rørhatte (rohrlinge) var et godt valg. Man kan hurtigt se, om en svamp er en rørhat med den fløjlsagtige underside af hatten i stedet for lameller. Der findes ingen meget giftige rørhatte, men der er flere, som er uinteressante at spise.

Det har været en tør eftersommer i år, så svampebestanden var ikke så stor, men vi så lærke-rørhat, spiselig rørhat, brungul rørhat, punktstokket indigo-rørhat (hexenrohrling), som er meget farverig, og bliver blålig når man skærer den igennem, Karl Johan og filtet rørhat.

Efter et par timers vandring i det smukke område samledes vi ved et bord-bænkesæt, hvor Stefanie tog en lille gæsbrænder, en jernpande, lidt olie, salt og et brød frem. Svampene blev stegt ved meget høj temperatur og behandlet ligesom kød. Det smagte vidunderligt.

Vi snakkede om sanke-regler, om ikke at samle mere end en ’hatfuld’ og kun det man nå fra en sti, samt vigtigheden af ikke at plukke, men skære svampen af, ikke at tage de, der alligevel er for gamle at spise, og som netop er nødvendige for sortens videre beståen på stedet.

Det er et rigtigt godt eksempel på, hvad en vild mad rute kan indeholde.

Åse Ditlevsen Ferrão – Sønderborg Kommune

Website >